I Hej menneske er Merete Pryds Helle tilbage i den bredt fortællende roman og så langt fra krimigenren som muligt - nemlig i stenalderen. Og i 2008, hvor den kvindelige 30årige jegfortæller indledningsvis befinder sig i et hul i jorden. Hullet ligger i den jordanske ørken og her deltager hun i en udgravning af en stenalderlandsby. Ediths hus kalder hun det sted, hun er ved at grave frit, og som udgravningen skrider frem begynder jegfortælleren at forestille sig hvordan Edith har levet.



Efter et voldsomt feber- og angstfremkaldende insektbid bliver hovedpersonen henlagt til sit hotelværelse i en sær sindstilstand, hvor hun begynder skrivningen af sit universitetsspeciale, der løbende udvikler sig til at blive en både faktuel og poetisk historie om og indlevelse i Edith og om hvordan mennesket blev menneske i stenalderen.



Historierne om de to kvinder flettes sammen til en stærk fortælling, der går på tværs af tid. Romanen er sanselig, kropslig og nøgtern. Læseren dufter Jordan, mærker varmen, insektbiddet, stenøkserne, støvet, de kropslige ritualer i stenalderen, samtidig med at man bliver velinformeret med og fascineret af facts fra en tid i historien, som Merete Pryds Helle har helt faktuelt styr på i kraft af sin klassiske uddannelse på universitetet.



Underholdende, særlig og poetisk. Og igen eksperimenterer Merete med formen og indholdet, hvilket er karakterisk for hendes forfatterskab. Udover prosa for voksne har hun skrevet sms-roman, børnebøger, krimier, anmeldelser, essays, radiospil, sonetter, radiospil m.m.